Logo: Lean Construction, link til forsidenLogo: Teknologisk Institut, link til forsiden
Lean Construction
  Udskriv Udskriv  Log ind Log ind  Søg Søg
Du er her: Lean Construction > Studieprisen 2009

Studieprisen 2009

Hvad er Lean Construction/Trimmet Byggeri?
Lean Construction (som på dansk er oversat til Trimmet Byggeri) er et ledelseskoncept bredt rettet mod byggeriets processer. Konceptet relaterer sig til den japanske produktionsfilosofi Lean Production, men gennem årene er der udviklet en række metoder og værktøjer til brug specifikt i byggeriet. Konceptet og værktøjerne er i en stadig udvikling – både teoretisk, men også praktisk på byggeprojekterne.

Lean Construction kan bruges mange steder i byggeprocessen. Den hidtil mest udbredte anvendelse er i håndteringen af planlægning og samarbejdet på byggepladsen. Her er det værktøjet Last Planner System™, der sikrer et bedre samarbejde og flow på byggepladsen ved at inddrage håndværkerne aktivt i tilrettelæggelsen af deres eget arbejde. I samarbejdet mellem bygherre, projekterende og udførende i byggeprojektet har en række virksomheder arbejdet med brug af trimmet projektering, der giver større overskuelighed over arbejdet mellem aktørerne i de indledende projekteringsfaser.

Hvad er Lean Construction-DK?
Lean Construction-DK er en forening, der arbejder for at trimme byggeprocessen, og er samlingsstedet for de danske aktiviteter for Lean Construction/Trimmet Byggeri.

Lean Construction-DK arbejder med at udbrede og implementere Lean Construction i dansk byggeri og udbrede både danske og internationale erfaringer om den trimmede byggeproces.

Lean Construction-DK henvender sig til alle aktører i byggeprocessen, og medlemmerne tæller både store og små virksomheder indenfor en række brancher; bygherrer, rådgivere, entreprenører, leverandører, producenter, brancheorganisationer og uddannelses-institutioner.

Gratis medlem af Lean Construction-DK
Som studerende kan man gratis blive medlem af Lean Construction-DK. Indmeldelse sker via foreningens hjemmeside.

Som studerende og medlem af Lean Construction-DK kan man deltage i foreningens medlemsmøder og modtage informationer fra foreningen. Endvidere har man adgang til den lukkede del af foreningens hjemmeside, der bl.a. rummer en del litteratur om Lean Construction. Herunder foreningens ”Håndbog i Trimmet Byggeri”.

Foreningen er desuden behjælpelig med informationer i forbindelse med studieopgaver og afsluttende speciale-opgaver. Vi vil desuden gerne medvirke til, at der bliver lavet spændende opgaver ved at kommentere problemformuleringer o.l.

Lean Construction-DK vil meget gerne være behjælpelig med at foreslå litteratur, der kan understøtte specifikke problemstillinger.

Lean Construction-DKs studiepris 2009
Foreningen Lean Construction–DK uddeler i 2009 igen en studiepris, der skal gå til en eller flere studerende fra en af følgende uddannelsesinstitutioner:

  • Ingeniørhøjskolerne
  • DTU og AAU
  • Arkitektskolerne
  • Konstruktørskolerne

Studieprisen er på kr. 10.000 kr. og vil gå til en eller flere studerende, der i sit afgangsprojekt har gjort sig særligt bemærket ved behandling og udvikling af byggeprocessen, teoretisk og/eller praktisk.

Hver uddannelsesinstitution peger på et projekt, som er afsluttet og bedømt senest den 30. juni 2009. Bedømmelsesudvalget skal bruge et kort CV med en beskrivelse af de studerendes projekt og med fokus på indsatsen i relation til byggeprocessen/Lean Construction.

Lean Construction-DKs bestyrelse vil herefter udpege vinderprojektet og kontakte vinderen for nærmere aftale om uddelingens forløb. Uddelingen vil ske ved et arrangement i Lean Construction-DK.

Hvad skal der til?
For at komme i betragtning til studieprisen er det nødvendigt, at man laver et projekt lidt ud over det sædvanlige.

En gennemgang af Lean Construction/Trimmet Byggeri og konceptets historie regnes for basisviden, og det er ikke det, der tæller i bedømmelsen. Bedømmelsesudvalget vil lægge vægt på, at der bygges ovenpå den eksisterende viden frem for bare at repetere, hvad der allerede er skrevet. Dette kan være gennem analyser eller studier af specielle områder af byggeprocessen. Det er endvidere vigtigt, at argumenter underbygges af relevante referencer, så konklusionerne ikke bygger på lommeuld og snusfornuft.

Kontakt
Indstilling kan sendes via e-mail til: lcdk@teknologisk.dk eller til foreningen på nedenstående adresse. Indstillede projekter skal senest være foreningen i hænde den 30. juni 2009.

Spørgsmål til ovenstående kan rettes til faglig sekretær Henriette Hall-Andersen på tlf. 7220 2241 eller e-mail henriette.hall-andersen@teknologisk.dk.

Lean Construction-DK
c/o Teknologisk Institut
Gregersensvej
2630 Taastrup