Procesklummen: Effektivt byggeri kræver effektive processer

 

Af Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri og bestyrelsesmedlem i Lean Construction DK 

Er ”Lean-værktøjskassen” klar til at levere i forhold til fremtidens byggeri? Og har vi brug for nye værktøjer i forhold til den måde, vi skal bygge i fremtiden?

Når jeg skriver et synspunkt til Lean Construction DKs blog, så er det ikke som daglig bruger af værktøjerne i ”Lean-værktøjskassen”, men derimod som daglig observatør af de forandringer og udviklingsdagsordener, som bygge- og anlægsbranchen skal forholde sig til og er påvirket af. Med det afsæt, har jeg set ned i ”Lean-værktøjskassen” for at vurdere, om værktøjet er up to date og klar til at håndtere de udfordringer og rammer, hvorunder bygge- og anlægsbranchen arbejder og i fremtiden skal arbejde. Og min konklusion er, at en del af værktøjet er godt og stabilt, men måske ikke helt matcher de udfordringer, som branchen aktuelt står overfor. Og hvis vi ser lidt ind i fremtiden, så tror jeg, at ”værktøjskassen” skal ses grundigt efter.
 
Lean er effektivt til den klassiske byggepladsproduktion
Der er ingen tvivl om, at leanværktøjerne har sin fulde berettigelse i forhold til at optimere den klassiske produktion på byggepladsen. Lastplanner, femugers planer, tavlemøder og så videre kan helt sikkert – hvis de anvendes – give mere effektive produktionsprocesser og dermed et mere effektivt byggeri. Det er faktisk dokumenteret.
 
Men hvordan forholder værktøjet i ”Lean-værktøjskassen” sig til fx nye samarbejdsformer med tidlig involvering af alle parter i et byggeri, til den stærkt øgede brug af digitale samarbejdsmetoder, ny teknologi, industrialisering, bæredygtigt byggeri, cirkulære forretningsmodeller osv.
 
Min påstand er, at Lean Construction som ”værktøjskasse” er rigtig stærk, når det gælder den klassiske produktion på byggepladsen. Men også at de nye dagsordener, der er en realitet, og andre som vælter ind over branchen i de kommende år, ja dem er lean ikke det entydige og naturlige svar på. Værktøjskassen skal i hvert fald suppleres og fornyes. Og spørgsmålet er, om det ikke skal ske med afsæt i et bredere begreb som fx Construction Management.
 
Behov for bredere fokus
Og nej, det handler ikke om at vi skal smide lean ud med badevandet, men erkende, at de dagsordener og udviklingsudfordringer, som bygge- og anlægsbranchen står over for, er så omfattende og krævende, at lean alene ikke har svaret. Derfor min opfordring til at vi ser på det mere brede begreb Construction Management. Eller oversat til dansk, hvordan skaber vi effektive byggeprocesser eller effektivt byggeri.
 
Her støder vi ind i en kæmpe udfordring. Der er alt for lidt fokus på at udvikle byggeriets produktions-, ledelses- og samarbejdsprocesser. Det har betydning for store dele af økonomien i vores samfund. Men det påvirker også indtjeningen i byggeriets virksomheder og hele innovationskraften i branchen.
 
Udvikling af byggeriets processer
Der er efter min opfattelse brug for, at bygge- og anlægsbranchen fornyer sig gennem forskning og innovation inden for byggeriets processer, Construction Management. Og behovet for udvikling skal følges op af et langt stærkere fokus på byggeriets produktionsprocesser på uddannelser som erhvervsuddannelser, konstruktøruddannelserne og arkitekt- og ingeniøruddannelserne.
 
Men det er langt fra nok. Ledelserne i bygge- og anlægsbranchens mange og forskellige virksomheder er nødt til at forholde sig til den måde, de organiserer sig på, de kompetencer deres medarbejdere skal besidde, og de samarbejdsrelationer de skal indgå i. Ingen tvivl – de opgaver, branchen skal løfte og udvikle i de kommende år, vil kræve nye kompetencer hos ganske mange af dem, der i dag arbejder i branchen. Så også her skal der investeres. Omstillingen kræver, at vi sætter faglighed ind i en forståelse af de processer, der skal arbejdes med for at skabe effektive og nyskabende løsninger på de markante udfordringer, samfundet – vores kunder - står overfor. Det handler om øget produktivitet, konkurrencekraft og værdiskabelse.
 
Det kommer jo ikke til at ske af sig selv, kan man tørt og måske beroligende konstatere. Nej, og derfor er en række af byggeriets organisationer også gået sammen, og gennem branchesamarbejdet Værdibyg sættes nu en analyse i gang, som skal kortlægge de behov og muligheder, der er for at styrke samspillet mellem forskning, uddannelse, udvikling og praksis i forhold til byggeriets processer. Målet er at løfte og udvikle byggeriets processer – Construction Management - så vi kan løse de mange presserende udfordringer for samfundet og indfri det kæmpe potentiale, som en effektiv byggebranche ligger inde med. Og denne udvikling håber jeg, at Lean Construction DK er klar til at være en del af!


Procesklummen er Lean Constructions månedlige faglige indspark til eftertanke , der behandler et emne af særlig interesse for foreningens medlemmer. Procesklummen skrives af Lean Construction DK's bestyrelse på skift, og hver procesklumme er derfor et udtryk for bestyrelsesmedlemmets egen holdning

Ønsker du at komme med på mailinglisten til at modtage næste Procesklumme, kan du klikke her.