9 skarpe indstillinger til Boligfonden Kubens Procesprisen 2019!

Ni projekter har med innovative tiltag og en stor indsats udmærket sig inden for optimering af byggeprocesser og er indstillet til Procesprisen 2019, hvor den gode proceshistorie hædres.

Procesprisen gives til det projekt eller den organisation, som formår at løfte produktiviteten, samarbejdet eller kvaliteten igennem tilgangen til processer i byggeriet. I Lean Construction er vi igen i år imponerede over de tiltag der er i branchen, og glæder os til at dykke endnu længere ned i projekterne.

I august udvælges tre nominerede til Procesprisen der går videre til anden runde. Vinderen af Procesprisen 2019 offentliggøres den 7. november til branchens store awardshow Building Awards 2019 i København.

Sidste år modtog Vandpartner Procesprisen 2018 for at have et vedvarende fokus på innovation og produktivitet i Aarhus, og for at have skabt en ny samarbejdskultur i vandbranchen gennem en nytænkende og resultatorienteret partnerskabsmodel. Vandpartner formår desuden at arbejde kontinuerligt for at trimme processer gennem innovation, og som et resultat af dette, er anlægsprojekterne inden for vandforsyning og spildevandsrensning både blevet billigere og af bedre kvalitet.  

Nedenfor kan du læse nærmere om de indstillede projekter og finde din favorit.

 

Om Building Awards 2019

Building Awards 2019 sætter fokus på byggeriets værdiskabelse og det medfølgende ansvar for at samarbejde, så en opgave bliver løst med det bedst mulige resultat, ikke kun for bygherren, men også for samfundet og de andre aktører i værdikæden.

Building Awards finder sted den 7. november og starter med et fagligt seminar på BLOX. Seminaret efterfølges af et stort awardshow på The Planet. Her uddeles i løbet af aftenen en række spændende priser der hver især hædrer dele af byggebranchen.

Læs mere om Building Awards

ATP Ejendomme – Renovering af Falkonercenteret

En stærk samarbejdsånd og en fælles gateway-model har været med til at sikre et effektivt og professionelt samarbejde på tværs af faggrupper i en kompleks renovering og ombygning af Falkonercenteret. Det har resulteret i, at byggeriet blev afleveret til tiden og inden for det planlagte budget.

 

ByK med TRUST – Et procesoptimerende strategisk partnerskab

TRUST består af seks virksomheder, som har etableret et partnerskab baseret på værdierne tillid, ressourcer, udvikling, samarbejde og trimmet byggeri: TRUST. Seks virksomheder har med afsæt i disse værdier sat fokus på vidensopsamling, læringsloops, historiefortælling og procesoptimering, hvilket er mundet ud i ”ByK med TRUST procesplanen”. Planen giver et samlet overblik over et projekts aktører og processer gennem hele værdikæden, og har allerede bevist sit værd i porteføljen på 39 færdiglavede delprocesser, skabeloner og værktøjer til brug for arbejdet gennem alle byggeriets faser på skoler og daginstitutioner.

 

Danmarks Tekniske Universitet – Avanceret laboratoriebyggeri til tiden

En holistisk tilgang til projektet kendetegner byggeriet af bygning 310, der skal sikre fremtidig fleksibilitet i forskningsmiljøet på DTU. Teamet bag projektet har gennem en gateway-tilgang lagt vægt på, at de enkelte led i projektorganisationen tager ejerskab for sine opgaver. Det har resulteret i, at relevante aktører inddrages rettidigt i processen samt at der har været en kontinuerlig afstemning af tid, kvalitet og økonomi så det komplicerede laboratoriebyggeri har holdt sig inden for både tidsplan og budget i både design- og udførelsesfasen.

 

Dansk Boligbyg A/S og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole – Lastplanner og lokalitetsbaseret planlægning af processen

Dansk Boligbyg har i samarbejde med Bygningskonstruktør-uddannelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole haft succes med at udvikle en mere involverende og overskuelig planlægningsproces med større produktivitet og bedre arbejdsmiljø for øje. Det har nedbragt antallet af fejl og konflikter på arbejdspladsen samt tilvejebragt åbninger for innovative løsninger på tværs af faggrupper.

 

Enemærke & Petersen - Processcreening på byggepladsen

Screeninger på byggepladserne har gjort, at man nu kan identificere og nedbringe spildtid i processen med en målrettet indsats. Indsatsen har været med til at nedbryde silotænkning og forbedret kommunikationen mellem byggelederen og håndværkerne som resultat af nye arbejdsprocesser. Et benchmark før og efter indsatsen viser en gennemsnitlig forbedring af produktiviteten på seks procent.

 

Gymnasiefællesskabet – Optimering af eksisterende rammer

21 gymnasier satte sig for at skabe en fornyelsen af gymnasierne i en tid, hvor flere og flere unge vil tage en gymnasial uddannelse mens ressourcerne kun indskrænkedes. Projektet indstilles til procesprisen for nytænkning i forhold til at skabe den nødvendige kapacitet til at huse stadigt flere elever i allerede eksisterende rammer med en afgrænset økonomi. De gode resultater er opnået i kraft af udvikling og deling af effektive analyseværktøjer, der også kunne sikre energioptimering i udvidelser og ombygninger.